Pragtfulde Peru

I dag skulle vi så videre til Taquile. Men guiden siger der, at jeg er den eneste, som skulle sove der. Så da vi ankom til øen blev jeg skilt fra de andre, som skulle på en samlet gåtur. Den første del sf turen, som var med gruppen, var også slem. Det gik stejlt opad i 45 minutter, med lidt pauser. Men mine vejrtrækningsproblemer og hurtig hjertebanken var der stadig. Guiden tog min rygsæk. Og vildt provokerende at se ham løbe frem og tilbage med den, medens jeg ikke kunne gå ret hurtigt overhovedet. Uden rygsæk. Det var lidt trist at blive skilt fra gruppen og guiden. Nu hyggede jeg mig jo lige. Jeg blev introduceret til papa Silvanio, som var vært i min familie. Så yderligere 45 minutter på gåben. Her er heller ikke andet transportmiddel end ben. Og det er vildt at se de gamle stærke koner stavre af sted. Silvanio fortalte mig, at der bor ca 2000 mennesker på øen. Her er børnehave og skole. For bedre uddannelse skal de til Puno. Der kommer læge også fra. De håber på, at nog...

I dag gik turen så ud på de små øer. Først ud på Uros øerne. Det var en lidt blandet oplevelse. Selve opbygningen af øerne var spændende at høre om, samtidig med at jeg sad på sådan en sivø.  At bygge de øer af siv, er en omstændig opgave. Jeg kunne mærke øen gynge indimellem. Godt jeg ikke bor sådan.  Selve samfundet er organiseret med børnehave og skole o.lign, selvom de bor meget primitivt. Det er meget tydeligt, at de steder jeg som turist ser, er et slags museum, selvom familierne bor der. (Eller det siger de) Det er noget stillet op.  Mamaerne og papaerne viste, hvordan de lavede håndværk. Jeg tog med på en lille sejltur i en sivbåd. Det fortrød jeg dog. Den lille dreng, som var med på turen, en af de lokale kravlede op på mig og lynede i alle mine lynlåse. Det var sjovt første gang, men næste gang tog han mønter ud af min lomme og blev ved. Jeg måtte flytte mig nedenunder i båden, selvom det var udsigten, jeg gerne ville nyde. Da vi skulle sejle dér...