Taquile - en ø i Lake Titicaca
I dag skulle vi så videre til Taquile. Men guiden siger der, at jeg er den eneste, som skulle sove der. Så da vi ankom til øen blev jeg skilt fra de andre, som skulle på en samlet gåtur. Den første del sf turen, som var med gruppen, var også slem. Det gik stejlt opad i 45 minutter, med lidt pauser. Men mine vejrtrækningsproblemer og hurtig hjertebanken var der stadig. Guiden tog min rygsæk. Og vildt provokerende at se ham løbe frem og tilbage med den, medens jeg ikke kunne gå ret hurtigt overhovedet. Uden rygsæk.
Det var lidt trist at blive skilt fra gruppen og guiden. Nu hyggede jeg mig jo lige.
Jeg blev introduceret til papa Silvanio, som var vært i min familie. Så yderligere 45 minutter på gåben. Her er heller ikke andet transportmiddel end ben. Og det er vildt at se de gamle stærke koner stavre af sted.
Silvanio fortalte mig, at der bor ca 2000 mennesker på øen. Her er børnehave og skole. For bedre uddannelse skal de til Puno. Der kommer læge også fra. De håber på, at nogle af de unge, som får uddannelse nu, vil komme tilbage på øerne. De ønsker ikke, at øen skal udvikle sig til noget mere moderne. De har det godt, lever af at dyrke jorden og af håndværk. De har ikke noget politi, for det er der ikke brug for. De hjælper hinanden. Silvano spurgte til, hvad jeg arbejder med. Jeg prøvede at forklare det, men det gav tydeligtvis ikke mening for ham. Hvis folk var syge her, hjælper de hinanden.
På øen bærer alle mænd strikkede huer. Ugifte mænd rød og hvide huer. Gifte mænd har farvede huer med mønstre. Hvis en mand har et vigtigt embede, bærer han en sort hat. De ugifte mænd må man ikke bare kontakte. Ugifte mænd kan ikke bestemme eller have vigtige embeder.
De ugifte mænd må heller ikke udveksle cocablade.
På vejen , når de hilser på hinanden udveksler de coca blade. Det er en tradition. De graven særlig taske til bladene, som kvinderne på øen væver. De væver også de bælter, som de gifte mænd bærer. Det er mændene på øen, der strikker.
Silvanio viste mig mit værelse, toilet og hvor jeg skulle spise. Sagde at der var frokost kl 12. Måske jeg ville hvile inden. Det tænkte jeg var rart, for jeg havde jo sovet så skidt.
Jeg fik sovet og det var dejligt. Men der var ingen i huset da jeg vågnede. Det var underligt. Nå jeg satte mig og læste lidt. Efter en time kom mama Ruperta og lavede frokost til mig. Hun kom også selv og spiste med. Jeg spurgte efter Silvanio. Hun sagde, at han var i byen, på tur. Det var i hvert fald det, jeg fik ud af det spanske hun sagde. Hun kom lidt efter med et lille kort (som mere var en billet), hvor der var et billede af øen. Hun viste mig, at den vej er til plaza/by og den anden vej til stranden . Så kunne jeg gå tur. Jeg havde spurgt til køb af vand og Silvanio havde sagt at der var noget ved huset. Jeg var ikke meget for at begive mig ud på egen hånd på en ukendt ø uden et kort. Og uden at have vand. Altså jeg havde en flaske, men så skal man jo også vide hvor man kan få mere. Jeg hentede min pung og da jeg kom ud var Mama Ruperta væk.
Jeg synes det var noget underligt noget. Så nu har jeg så gået en tur selv på 3 timer ind til byen og tilbage igen. Og var lige ved at fare vild. Der er så igen bare et tomt hus. Og nok ønskede jeg mig væk fra en masse turisme. Men det her giver ingen mening. Ingen værtsfamilie og ingen guide.
Lige nu vil jeg bare gerne have en telefonforbindelse eller kunne komme online, så jeg kan bestille en taxa og komme ind på et lækkert hotel. Den her form for primitiv ferie har jeg ikke bestilt. Jeg skulle jo ikke bare sidde alene på et koldt værelse. Nå, det må jeg tage med jysk rejsebureau.
Jeg gik ud for at finde en eller anden, da jeg havde hørt lyde. Silvanio var åbenbart kommet hjem. Kl var omkring kl 18 Han så træt ud. Han spurgte om jeg ville ud at gå. Jeg sagde, at jeg jo havde gået tur, fordi jeg ikke kunne finde ham. Han undskyldte og sagde at han var kommet til at spille fodbold med børnene, som en del af festlighederne. Han sagde, at han nu var træt i benene og jeg sagde, at det jo også var ved at blive mørkt.
Så jeg gik ind på mit værelse igen. Det var ved at blive koldt. Men tænkte, så læser jeg lidt. Medens jeg læste, kom der et eller andet dyr op på min bog. En lus tror jeg, og jeg så et mere i tæppet. Jeg inspicerede grundigt og kunne ikke se flere. Men jeg have fået nok nu.
Jeg spurgte Silvanio om der var et sted i byen at sove. Og fik at vide, da han forstod, hvad jeg ville, at det er ikke muligt. Og båden kommer først i morgen til middag.
Så det, det handler om nu, er at få natten overstået. Hvad enten jeg vil eller ej, så er det så koldt her, at jeg bliver nødt til at pakke alle tæpperne om mig. Sjældent har jeg været så glad for at være forberedt med anti bed bug lagen og en lagenpose, så jeg kunne undgå direkte kontakt med tæpperne.
Silvanio kom over til mit værelse senere. Der var mad. Ruperta var tydeligt træt. Silvanio fortalte lidt mere om Taquile. Og han viste mig de flotte bælte hans kone havde vævet til ham ,som er deres form for vielsesring. Middagen blev færdig. Silvanio sagde at Ruperta var træt, og jeg sagde at jeg synes hun skulle gå i seng. Det ville jeg også gøre.
Jeg fik en varmedunk med mig i seng og den har sammen med tæpper og tøj holdt mig varm.
Sidste dag af turen på øerne i Titicaca søen. Jeg ville prøve at ryste den dårlige dag af, så den her dag blev fin. Jeg gik over til morgenmad kl. 7, som Silvanio havde sagt. Jeg fik en lille portion suppe og derefter pandekager. Silvanio fortalte videre om hvordan det er med strik, vævning og traditioner. Han viste hvordan det bælte han havde fået af sin kone, var en historie, det var både om noget der var sket, noget de havde planer om og om drømme.
Deres dagligdag er meget den samme. Han dyrker jorden, og bytter sig til varer. De strikker og væver, spiller musik og laver garn. De har ikke weekender eller ferier. Man arbejder hele tiden.
Og det er lidt sjovt at se, for selv, når de går fra sted til sted, kan de strikke eller spinde garn.
Silvanio viste, hvordan han øver musik sammen med sønnen. De var dygtige med deres fløjter, men musikken synes jeg ikke så godt om.
Ruperta viste mig, hvordan hun væver. Det var helt vildt imponerende. Det er så fint og med så tynde tråde, at det ligner noget der er lavet på maskine.
Efter dette pakkede jeg min taske. Efter en lille gåtur var besøget forbi. Smuk gåtur. Der er så fredfyldt på øen. Så stille. Ingen støj fra køretøjer eller maskiner. Kun lyde fra naturen, dyrene og mennesker. Tempoet er roligt. Unge og gamle i deres daglige gøremål. Driver får, dyrker jord, sælger og henter på marked. Og på denne ø er de meget traditionsbundet med tøj, så alle har folkedragterne på, også til daglig.
Efter en lækker frokost på en resteaurant på toppen af øen, hvor guiden fortalte om levevis og ægteskaber, og prøveægteskaber, skulle vi med båden tilbage til Puno.
Det er lidt tankevækkende, hvor underligt det var at være et sted, hvor teknik er uden betydning. Jeg synes det var mærkeligt, at vide, at jeg ikke kunne ringe, bruge gps osv. Men da der så ikke længere var strøm på min telefon og jeg ikke kunne se hvad klokken var og at jeg synes det var træls, at mangle strøm på telefonen, selvom jeg ikke kunne bruge den.... tja så...
Det var lidt trist at blive skilt fra gruppen og guiden. Nu hyggede jeg mig jo lige.
Jeg blev introduceret til papa Silvanio, som var vært i min familie. Så yderligere 45 minutter på gåben. Her er heller ikke andet transportmiddel end ben. Og det er vildt at se de gamle stærke koner stavre af sted.
Silvanio fortalte mig, at der bor ca 2000 mennesker på øen. Her er børnehave og skole. For bedre uddannelse skal de til Puno. Der kommer læge også fra. De håber på, at nogle af de unge, som får uddannelse nu, vil komme tilbage på øerne. De ønsker ikke, at øen skal udvikle sig til noget mere moderne. De har det godt, lever af at dyrke jorden og af håndværk. De har ikke noget politi, for det er der ikke brug for. De hjælper hinanden. Silvano spurgte til, hvad jeg arbejder med. Jeg prøvede at forklare det, men det gav tydeligtvis ikke mening for ham. Hvis folk var syge her, hjælper de hinanden.
På øen bærer alle mænd strikkede huer. Ugifte mænd rød og hvide huer. Gifte mænd har farvede huer med mønstre. Hvis en mand har et vigtigt embede, bærer han en sort hat. De ugifte mænd må man ikke bare kontakte. Ugifte mænd kan ikke bestemme eller have vigtige embeder.
De ugifte mænd må heller ikke udveksle cocablade.
På vejen , når de hilser på hinanden udveksler de coca blade. Det er en tradition. De graven særlig taske til bladene, som kvinderne på øen væver. De væver også de bælter, som de gifte mænd bærer. Det er mændene på øen, der strikker.
Silvanio viste mig mit værelse, toilet og hvor jeg skulle spise. Sagde at der var frokost kl 12. Måske jeg ville hvile inden. Det tænkte jeg var rart, for jeg havde jo sovet så skidt.
Jeg fik sovet og det var dejligt. Men der var ingen i huset da jeg vågnede. Det var underligt. Nå jeg satte mig og læste lidt. Efter en time kom mama Ruperta og lavede frokost til mig. Hun kom også selv og spiste med. Jeg spurgte efter Silvanio. Hun sagde, at han var i byen, på tur. Det var i hvert fald det, jeg fik ud af det spanske hun sagde. Hun kom lidt efter med et lille kort (som mere var en billet), hvor der var et billede af øen. Hun viste mig, at den vej er til plaza/by og den anden vej til stranden . Så kunne jeg gå tur. Jeg havde spurgt til køb af vand og Silvanio havde sagt at der var noget ved huset. Jeg var ikke meget for at begive mig ud på egen hånd på en ukendt ø uden et kort. Og uden at have vand. Altså jeg havde en flaske, men så skal man jo også vide hvor man kan få mere. Jeg hentede min pung og da jeg kom ud var Mama Ruperta væk.
Jeg synes det var noget underligt noget. Så nu har jeg så gået en tur selv på 3 timer ind til byen og tilbage igen. Og var lige ved at fare vild. Der er så igen bare et tomt hus. Og nok ønskede jeg mig væk fra en masse turisme. Men det her giver ingen mening. Ingen værtsfamilie og ingen guide.
Lige nu vil jeg bare gerne have en telefonforbindelse eller kunne komme online, så jeg kan bestille en taxa og komme ind på et lækkert hotel. Den her form for primitiv ferie har jeg ikke bestilt. Jeg skulle jo ikke bare sidde alene på et koldt værelse. Nå, det må jeg tage med jysk rejsebureau.
Jeg gik ud for at finde en eller anden, da jeg havde hørt lyde. Silvanio var åbenbart kommet hjem. Kl var omkring kl 18 Han så træt ud. Han spurgte om jeg ville ud at gå. Jeg sagde, at jeg jo havde gået tur, fordi jeg ikke kunne finde ham. Han undskyldte og sagde at han var kommet til at spille fodbold med børnene, som en del af festlighederne. Han sagde, at han nu var træt i benene og jeg sagde, at det jo også var ved at blive mørkt.
Så jeg gik ind på mit værelse igen. Det var ved at blive koldt. Men tænkte, så læser jeg lidt. Medens jeg læste, kom der et eller andet dyr op på min bog. En lus tror jeg, og jeg så et mere i tæppet. Jeg inspicerede grundigt og kunne ikke se flere. Men jeg have fået nok nu.
Jeg spurgte Silvanio om der var et sted i byen at sove. Og fik at vide, da han forstod, hvad jeg ville, at det er ikke muligt. Og båden kommer først i morgen til middag.
Så det, det handler om nu, er at få natten overstået. Hvad enten jeg vil eller ej, så er det så koldt her, at jeg bliver nødt til at pakke alle tæpperne om mig. Sjældent har jeg været så glad for at være forberedt med anti bed bug lagen og en lagenpose, så jeg kunne undgå direkte kontakt med tæpperne.
Silvanio kom over til mit værelse senere. Der var mad. Ruperta var tydeligt træt. Silvanio fortalte lidt mere om Taquile. Og han viste mig de flotte bælte hans kone havde vævet til ham ,som er deres form for vielsesring. Middagen blev færdig. Silvanio sagde at Ruperta var træt, og jeg sagde at jeg synes hun skulle gå i seng. Det ville jeg også gøre.
Jeg fik en varmedunk med mig i seng og den har sammen med tæpper og tøj holdt mig varm.
Sidste dag af turen på øerne i Titicaca søen. Jeg ville prøve at ryste den dårlige dag af, så den her dag blev fin. Jeg gik over til morgenmad kl. 7, som Silvanio havde sagt. Jeg fik en lille portion suppe og derefter pandekager. Silvanio fortalte videre om hvordan det er med strik, vævning og traditioner. Han viste hvordan det bælte han havde fået af sin kone, var en historie, det var både om noget der var sket, noget de havde planer om og om drømme.
Deres dagligdag er meget den samme. Han dyrker jorden, og bytter sig til varer. De strikker og væver, spiller musik og laver garn. De har ikke weekender eller ferier. Man arbejder hele tiden.
Og det er lidt sjovt at se, for selv, når de går fra sted til sted, kan de strikke eller spinde garn.
Silvanio viste, hvordan han øver musik sammen med sønnen. De var dygtige med deres fløjter, men musikken synes jeg ikke så godt om.
Ruperta viste mig, hvordan hun væver. Det var helt vildt imponerende. Det er så fint og med så tynde tråde, at det ligner noget der er lavet på maskine.
Efter dette pakkede jeg min taske. Efter en lille gåtur var besøget forbi. Smuk gåtur. Der er så fredfyldt på øen. Så stille. Ingen støj fra køretøjer eller maskiner. Kun lyde fra naturen, dyrene og mennesker. Tempoet er roligt. Unge og gamle i deres daglige gøremål. Driver får, dyrker jord, sælger og henter på marked. Og på denne ø er de meget traditionsbundet med tøj, så alle har folkedragterne på, også til daglig.
Efter en lækker frokost på en resteaurant på toppen af øen, hvor guiden fortalte om levevis og ægteskaber, og prøveægteskaber, skulle vi med båden tilbage til Puno.
Det er lidt tankevækkende, hvor underligt det var at være et sted, hvor teknik er uden betydning. Jeg synes det var mærkeligt, at vide, at jeg ikke kunne ringe, bruge gps osv. Men da der så ikke længere var strøm på min telefon og jeg ikke kunne se hvad klokken var og at jeg synes det var træls, at mangle strøm på telefonen, selvom jeg ikke kunne bruge den.... tja så...
Kommentarer
Send en kommentar