Uros og Amantani øerne - Lake Titicaca

I dag gik turen så ud på de små øer. Først ud på Uros øerne. Det var en lidt blandet oplevelse. Selve opbygningen af øerne var spændende at høre om, samtidig med at jeg sad på sådan en sivø.

 At bygge de øer af siv, er en omstændig opgave. Jeg kunne mærke øen gynge indimellem. Godt jeg ikke bor sådan.  Selve samfundet er organiseret med børnehave og skole o.lign, selvom de bor meget primitivt.

Det er meget tydeligt, at de steder jeg som turist ser, er et slags museum, selvom familierne bor der. (Eller det siger de) Det er noget stillet op.  Mamaerne og papaerne viste, hvordan de lavede håndværk.

Jeg tog med på en lille sejltur i en sivbåd. Det fortrød jeg dog. Den lille dreng, som var med på turen, en af de lokale kravlede op på mig og lynede i alle mine lynlåse. Det var sjovt første gang, men næste gang tog han mønter ud af min lomme og blev ved. Jeg måtte flytte mig nedenunder i båden, selvom det var udsigten, jeg gerne ville nyde.

Da vi skulle sejle dér fra stillede mamaerne sig op og sang. Det kunne sådan set være fint nok. Men det så meget pligt betonet ud. Og så begyndte de at synge vamos ala Playa. Det var for plat for mig.

Det er ret vildt med så stor en sø. Der er udsigt, som hvis man ser ud over havet. Og det lyder som havet.

Der var jeg glad for at vi skulle videre. Til Amanti øerne. Vi var en lille gruppe, der skulle følges ad. Ved ankomsten på havnen blev vi modtaget af de familier vi skulle bo ved. Vi, et dansk par og et spansk par samt mig, skulle være ved den samme familie. Vi blev hentet af datteren, Dolly.

Så skulle vi gå en længere tur op til huset. Der er ingen veje på øen, og ingen køretøjer.

Her kunne jeg for første gang mærke problemer med højden. Altså som at jeg blev meget forpustet og mit hjerte bankede meget hurtigt. Og jeg havde ikke ret meget vand. Nå det gik jo alligevel.  Ved huset blev vi modtaget af mama Flavia.

Vi fik hvert vores værelse i et ret primitivt gæstehus. Her er ikke strøm, andet end det , de får gennem solpaneler. Derover lavet lys på værelserne, men der er ikke strøm i stikkontakter. Her er ikke nogen telefon master og ingen online forbindelse.
Toilet er et das i gården, hvor der skylles ud ved at hælde vand i kummen med en spand.
Og bruser har jeg ikke fået øje på.

Så fik vi frokost. Først en suppe. Derefter en lille omelet og forskellige slags kartofler, plus nogle rodfrugter. Så fik vi også her vist, hvad familierne levede af og hvordan. Denne gang dog mere autentisk. Jeg har prøvet at male mel af quinoa, så jeg kan få en pandekage til morgen. Melet males mellem to sten.

Så skulle vi på tur. En halvanden times gåtur. Efter en halv time måtte jeg dog give op. Min krop meldte fra på det noget hurtige tempo. Det samme måtte to andre også gøre. Men jeg synes det var skuffende,  at jeg ikke kunne følge med. Men det var tydeligt, at jeg ikke kunne presse kroppen der. Havde jeg gjort det, kunne det udvikle sig til højdesyge og ødelægge resten af ferien.

Guiden kom hen til mig og vi aftalte, hvor jeg skulle mødes med resten af gruppen igen. Så kunne jeg gå i mit eget tempo. Han mindede mig om, at jeg ikke var alene. Jeg går med jorden og solen og at jeg var et med jorden.  Pachumama var hos mig. Og selv, hvis hun ikke var der, vil jeg altid blive fulgt af mine forfædres ånder.  Det var meget sødt, men jeg ved nu ikke om jeg kunne mærke det sådan. Nå, men jeg fik da gået godt rundt i byen, og fik set den.

 Jeg blev et øjeblik ret begejstret, da jeg så et skilt med Pepsi til salg. Det var der så ikke. Det var et skuffende øjeblik, at gå ind i den "butik". Det var et noget sølle udbud og ingen cola. Powerrade og vand blev det til.

Herefter tilbage til huset, hvor der kunne hviles eller skifte tøj, inden aftensmad.

Efter aftensmaden var der fest. Der var en fest for uafhængigheden. For at komme med  skulle vi have  folkedragter på. Jeg prøvede at springe det over. Men her var der gruppe pres. De andre sagde, kom nu, nu gør vi det alle. Vi er her kun en gang. Og jeg fik at vide af Dolly, at det var et krav, for at komme med til festen. Så på med dragten, udover mit andet tøj. Kønt var det ikke.

Der var også et praktisk aspekt af, at have de tykke lag tøj på. Det var dejligt varmt.

Nå, da vi kom til festen, var der allerede en masse dans. Altså folkedans til den lokale musik. Jeg havde troet, at vi skulle se folkedans, ikke at vi skulle danse. Jeg gemte mig lidt i et hjørne, medens de andre samlede sig i en rundkreds. Det blev dog spottet af guiden, som jo også er en lokal. Så han kom i fuld folkedragt hen til mig. Også fik jeg ene undervisning i peruviansk folkedans .

Nå, det var jo også lidt underholdende at være en del af. Så jeg slappede lidt mere af. Dansede lidt med de andre. Papa David mente også jeg skulle danse folkedans med ham. Så jeg fik danset en del.

Og stemningen var da skøn og de lokale gjorde jo virkelig noget for at vise os deres liv. Det var fint. Men også fint at komme ud af den enormt tunge og klodsede folkedragt.

Overnatningen var en kold fornøjelse. Selvom der var godt med tykke tæpper, var det koldt.
Det endte med at jeg tog hue og vanter på, og det hjalp. Men jeg havde alligevel meget svært ved at sove. De meget tykke tæpper er lidt svære at ligge med.

Og her tænkte jeg da lige et øjeblik på om det her virkelig er ferie. I et primitivt hus, frysende. Men vil jeg undvære oplevelsen? Jeg er i hvert fald kommet frem til at den beslutning jeg havde lavet om ikke at skulle gå på Inka stien var den helt rigtige. Det har jeg nemlig tænkt over. Det ville have ødelagt ferien.

Efter morgenmaden skulle vi ned til havnen, for at sejle videre. Her havde de lokale gjort klar til at tage på markedsdag.