Ica - en lidt for spændende by

Sikke en dag.

Jeg tog bussen til Ica efter turen på Ballastas øerne. Var helt afslappet efter den dejlige tur. Men måtte da vågne lidt op.

Da jeg kom ud af bussen, og så min bagage, var der en der tog den og begyndte at stille spørgsmål om hvor jeg kom fra og hvor jeg skulle hen, og om jeg skulle med taxa. Jeg bad om min bagage, idet jeg synes han havde en ubehagelig og meget pågående facon. Og det er åbenbart sådan det er i Ica. Der var flere, der gjorde det samne. Og det larmer vildt i byen. Der er høj musik, alle bilerne dytter hele tiden og gadesælgere har mikrofoner.

Og jeg var ved at gå lidt i panik. Men vidste, at det kunne jeg ikke vise. Så ordene no og nada og en afvisende facon blev fundet frem. Og derudover skulle jeg tisse og jeg var tørstig. Så jeg tænkte, at jeg måtte finde et sted med toilet og Wi-Fi. Jeg fandt en restaurant, hvor jeg smed alle mine ting og bestilte mad. Så kunne jeg lige samle mig og finde ud af hvad jeg så skulle.

Jeg havde egentlig tænkt jeg skulle ud i Huachina og overnatte. Men med den her start i byen, følte jeg mig faktisk ikke helt tryg. Samtidig var det gået op for mig, at turen i bus til Arequipa tager 11 timer (og der er ikke mulighed for at flyve).

En af grundene til, at jeg ville til Huachina var for at prøve Buggies i sand klitterne. Men det behøvede vel heller ikke at være enten eller. Fandt en nat bus til Arequipa, som kører kl. 22.

Fik ro på, medens jeg spiste min mad og fik opladet elektronik. Tjeneren gav mig en forklaring på, hvordan jeg fandt bussen. Men det var ikke så let. Det lykkedes dog. Og med billetten i pungen fandt jeg en taxi, så jeg kunne komme til Huachina. Taxi chaufførerne griner lidt af mig, når jeg beder om at se deres licens og tager billeder af deres nummer. Men så ved jeg at de har set det.
Og der var en, der ikke kunne "finde" noget og sagde det var lige meget. Han blev noget sur, da jeg så gik hen til en anden. Men det må han selv om.

Den chauffør jeg nu havde fundet var mere høflig og forsøgte at snakke med mig. Og med lidt drikke penge hjalp han mig med at finde et sted, hvor de arrangerer ture.

Jeg kunne  komme på en tur med buggies , også ville der også være sandboardig. Det tænkte jeg nu ikke at jeg ville, men det var en del af pakken. Af sted i bilen til ørkenen. Vi var 8 i en bus. Jeg sagde at jeg synes vi kørte en underlig vej, ind gennem beboelse ad små gader. De andre mente det var en del af underholdningen. Nå vi kom hen til bilerne og blev fordelt. Fordi jeg var alene fik jeg forsædet. De andre ville jo gerne sidde sammen.

Og der blev ikke sparet på krudtet. Den bil fik gas op og ned af meget stejle klitter. Kom vist også lige med et skrig, da gi kom over en top og det gik næsten lodret ned på den anden side. Men det var sjort at prøve.

Så blev der holdt pause og derefter var det tid til sandboarding. De andre fik i gang og jeg ville egentlig springe over, da det så ret vildt ud. Men da jeg så, at de andre havde let ved det, tænkte jeg, at så kunne jeg også. Og det gjorde jeg, det var slet ikke så slemt , det er mest overvindelsen ved at gøre det.  Så vi gjorde det 2 gange og der efter lidt mere kørsel i buggierne. Inden vi kørte tilbage fik vi lov til at nyde solnedgangen i ørkenen. Det var så smukt. Jeg var glad igen og alt føltes godt igen. Jeg fik en god snak med et canadisk par, som gav nogle overnatnings tip.

Så skulle vi tilbage til byen, men da vi skulle skifte over til almindelige biler fik vi at vide, at vi skulle blive siddende. Jeg kan ikke forstå ret meget spansk. Men policia forstår jeg godt. Og cerrado som betyder lukket. Og ganske rigtigt var der politi og ingen vidste hvorfor. Efter ca 10 minutter kom vi over i bilerne og kom tilbage til byen. Det canadiske par fortalte, at det nok drejede sig om tilladelserne til at køre i ørkenen, da der for kort tid siden var en tysker, der var død i en ulykke med buggies. Hmm skønt at få at vide bagefter eller noget. Nå glad var jeg, men fuld af sand og snavs. Tilbage til restaurant og friske op, så jeg kunne sætte mig i bussen.

Da jeg kom hen til busstationen var der masser af mennesker og råberi. Jeg viste min billet og derefter blev jeg ramt af panik. For nu sagde manden, at billetten først var til I morgen. Og at bussen var fuld. Sidste afgang i dag var også fuld. Jeg synes det var lidt svært, for ham jeg snakkede med tidligere var der ikke, så han kunne fortælle, at det var her til aften, jeg havde købt billet til. Jeg tog en computerskærm og skrev på Google translate. Jeg var hidsig, vred og ked af det. Og kunne faktisk ikke holde tårer helt tilbage her. Jeg ville væk fra den her by. Skulle ikke overnatte med udsigten til en dag mere i den skrækkelige by.

Så jeg blev ved på skærmen og endelig begyndte han at undersøge det. Og væk var han. Det var tidspunktet for afgang og pludselig kom han løbende og havde fundet et sæde i bussen til mig.

Adios amigos.  Den her by var ikke for mig. Og nu overvejelser om hvordan resten af min ferie skal være.