Paracas
Tidligt op i dag, Skulle med bussen fra Lima centrum kl. 7.30. Fik vist spændt mig selv lidt for hårdt for i går.
Busturen til Paracas var på 4 timer. Lækker bus og med servering. Det var en dejlig overraskelse.
På turen kunne jeg se, hvordan det, når man kommer ud af storbyen, bliver et mere simpelt liv. Og noget af det er også slum og sølle. Der var længe strækninger, hvor det var meget goldt landskab.
Havde ikke nogen overnatning reserveret og ej heller nogen planer. Det er på den ene side dejligt, men også udfordrende. Jeg tænkte, at jeg når jeg havde fået min bagage, ville finde et sted at overnatte. I øvrigt er jeg ret stolt over at alt min bagage kan være i en rygsæk. Så med min elektronik, og mine praktiske foranstaltninger, som myggenet, anti bed bug lagen, lagenpose, solcreme, myggebalsam osv., var der ikke plads til ret meget tøj, sko, kjoler og lign. Men det skal nu nok gå.
En anden udfordring er sproget. Jeg kan tilsyneladende godt gøre mig forståelig til et vis punkt. Men så tænker de jo; Hun kan spansk og svarene bliver så spyttet ud, meget hurtigt. Når jeg så siger, at jeg ikke forstår, bliver de forvirrede og ryster på hovedet.
Nå, ved ankomsten på busstationen kom jeg i tænke om, at jeg skulle bruge en busbillet i morgen til Ica. Da jeg købte den, blev jeg spurgt om jeg havde planer for at komme ud i Paracas Reservatet. Og det havde jeg jo ikke. Jeg skulle jo finde et sted at sove. Jeg kiggede på billederne af sådan en tur. Flotte. Men jeg havde jo alt min bagage og ikke noget sted at stille det, og skulle oplade. Og tage det roligt. Men eventyret prikkede også i mig, så måtte overnatning jo vente. Jeg kunne gå lov til at få min bagage opbevaret imedens jeg tog på den 4 timer længe tur.
Jeg havde egentlig tænkt at jeg ville ud på Ballastas øerne. Men der er jo også en dag i morgen.
Så blev jeg kørt ud i Paracas reservatet, sammen med et par andre udlændinge . Vores guide Louis, forklarede os om Humboldteffekten, medens vi sad midt i den. Så blev jeg da så meget klogere. Jeg vidste faktisk ikke hvordan det var, selvom jeg godt har hørt om den.
Jeg har i dag siddet i en tør ørken (i en tropisk zone) uden træer og kaktusser på en havbund og kigger på Stillehavet og skyer. Der var koldt i ørkenen, selvom det var lige ved middagstid og solen bagte på os.
Vi så også Playa Roja, den røde Strand. Det var nogle vildt imponerende farver. Den røde Strand imod den blå himmel og mod vandet. Smukt.
Der var utroligt smukt, selvom det var så øde og goldt. Eller også var det lige præcis derfor.
Vi spiste frokost på en lille restaurant i Lagunilla, hvor vi sad i ørkenen med havudsigt. Om det var udsigten ud over fiskerbåde, der gjorde det, ved jeg ikke. Men jeg bestilte cerviche. En berømt lokal ret. Jeg vidste godt at det var noget med marinerede fisk. Men det skulle prøves. Smagen var sådan set fin nok. Men jeg måtte slås en del med konsistensen og at jeg vidste, at det var råt. Jeg spiste en lille portion og lod resten stå.
Nå tilbage i byen skulle jeg finde et sted at sove. Den mand jeg havde snakket med om turen kom hen til mig, så jeg kunne få bagagen. Han spurgte om jeg ville se de værelser, der var her ved siden af busstationen, Single værelse med privat bad og Wi-Fi for 50 soles (100 kr.). Det tog jeg. Nemt og bekvemt.
Ingen planer resten af dagen. Har gået rundt i Paracas. Lige så smuk som naturen er, ligeså grim er byen. Det er slidt og usselt de fleste steder. Folk bor under hvad jeg ville tænke var kummerlige forhold.
Men en ting er værd at bemærke. Folk smiler og er glade. Synger, danser og griner. Så det var en lidt blandet fornøjelse. I Lima, hvor de fleste havde det lidt bedre, smilede folk ikke ret meget.
Jeg satte mig på stranden og nød solnedgangen. Så smuk. Derefter mad og drinks i det sidste skær fra solen.
Busturen til Paracas var på 4 timer. Lækker bus og med servering. Det var en dejlig overraskelse.
På turen kunne jeg se, hvordan det, når man kommer ud af storbyen, bliver et mere simpelt liv. Og noget af det er også slum og sølle. Der var længe strækninger, hvor det var meget goldt landskab.
Havde ikke nogen overnatning reserveret og ej heller nogen planer. Det er på den ene side dejligt, men også udfordrende. Jeg tænkte, at jeg når jeg havde fået min bagage, ville finde et sted at overnatte. I øvrigt er jeg ret stolt over at alt min bagage kan være i en rygsæk. Så med min elektronik, og mine praktiske foranstaltninger, som myggenet, anti bed bug lagen, lagenpose, solcreme, myggebalsam osv., var der ikke plads til ret meget tøj, sko, kjoler og lign. Men det skal nu nok gå.
En anden udfordring er sproget. Jeg kan tilsyneladende godt gøre mig forståelig til et vis punkt. Men så tænker de jo; Hun kan spansk og svarene bliver så spyttet ud, meget hurtigt. Når jeg så siger, at jeg ikke forstår, bliver de forvirrede og ryster på hovedet.
Nå, ved ankomsten på busstationen kom jeg i tænke om, at jeg skulle bruge en busbillet i morgen til Ica. Da jeg købte den, blev jeg spurgt om jeg havde planer for at komme ud i Paracas Reservatet. Og det havde jeg jo ikke. Jeg skulle jo finde et sted at sove. Jeg kiggede på billederne af sådan en tur. Flotte. Men jeg havde jo alt min bagage og ikke noget sted at stille det, og skulle oplade. Og tage det roligt. Men eventyret prikkede også i mig, så måtte overnatning jo vente. Jeg kunne gå lov til at få min bagage opbevaret imedens jeg tog på den 4 timer længe tur.
Jeg havde egentlig tænkt at jeg ville ud på Ballastas øerne. Men der er jo også en dag i morgen.
Så blev jeg kørt ud i Paracas reservatet, sammen med et par andre udlændinge . Vores guide Louis, forklarede os om Humboldteffekten, medens vi sad midt i den. Så blev jeg da så meget klogere. Jeg vidste faktisk ikke hvordan det var, selvom jeg godt har hørt om den.
Vi så også Playa Roja, den røde Strand. Det var nogle vildt imponerende farver. Den røde Strand imod den blå himmel og mod vandet. Smukt.
Der var utroligt smukt, selvom det var så øde og goldt. Eller også var det lige præcis derfor.
Vi spiste frokost på en lille restaurant i Lagunilla, hvor vi sad i ørkenen med havudsigt. Om det var udsigten ud over fiskerbåde, der gjorde det, ved jeg ikke. Men jeg bestilte cerviche. En berømt lokal ret. Jeg vidste godt at det var noget med marinerede fisk. Men det skulle prøves. Smagen var sådan set fin nok. Men jeg måtte slås en del med konsistensen og at jeg vidste, at det var råt. Jeg spiste en lille portion og lod resten stå.
Nå tilbage i byen skulle jeg finde et sted at sove. Den mand jeg havde snakket med om turen kom hen til mig, så jeg kunne få bagagen. Han spurgte om jeg ville se de værelser, der var her ved siden af busstationen, Single værelse med privat bad og Wi-Fi for 50 soles (100 kr.). Det tog jeg. Nemt og bekvemt.
Ingen planer resten af dagen. Har gået rundt i Paracas. Lige så smuk som naturen er, ligeså grim er byen. Det er slidt og usselt de fleste steder. Folk bor under hvad jeg ville tænke var kummerlige forhold.
Men en ting er værd at bemærke. Folk smiler og er glade. Synger, danser og griner. Så det var en lidt blandet fornøjelse. I Lima, hvor de fleste havde det lidt bedre, smilede folk ikke ret meget.
Jeg satte mig på stranden og nød solnedgangen. Så smuk. Derefter mad og drinks i det sidste skær fra solen.
Kommentarer
Send en kommentar