Gennem Andesbjergene til Ollantaytambo

I dag skulle bruges til at komme igennem Andesbjergene til Ollantaytambo, som så er mellemstation for at komme til Machu Picchu. Og så kunne jeg jo lige så godt se nogle af de spændende ting på vejen. På billedet sidder jeg med Den Hellige Dal i baggrunden.

Så fik jeg også prøvet det. Et postkontor i Peru. Ville sende strik hjem, så jeg ikke skulle bære rundt på det, for det kan ikke være i min rygsæk.
Det var den næstmeste stressende oplevelse på min tur, efter Ica.

Hotellet havde bestilt en taxa og eftersom jeg skulle køre i 5 - 6 timer, havde jeg spurgt efter en engelsktalende chauffør. Men ham jeg fik forstod kun hej og ikke så meget mere. Jeg bad om en anden. Det var helt ok. Der ville lige gå et kvarter, så ville den anden chauffør komme. Han skulle nok passe på min rygsæk imedens.

Jeg er ikke andet end lige kommet ind, før en ældre kvinde kigger på mig og sige pakke. Pegende på min pose. Lettere overrasket går jeg efter hende. Hun finder papkasse. Det går op for mig, at hendes service er at pakke ting forsvarligt ind. Det er ok. Men det gik lidt hurtigt. Så snakkede hun om adresser og fotokopier og hjælp med hvad der skulle stå på pakken og en masse andet på spansk.

Det tog tid. Og jeg kunne se, at de 15 min var gået. Nå, ud at finde fotokopiforretning. I den retning, hun havde sendt mig, var der en bager og en café. Lettere stresset finder jeg så taxa chaufføren ( som jeg var blevet nervøs for om jeg kunne finde igen).  Den nye er ganske rigtigt kommet. Jeg sætter ham ind i situationen, fortæller at jeg vil betale ham for en dag, når jeg har fået sendt pakken. (Jeg synes, at jeg har lidt travlt, for pakken er jo på postkontoret).

Til bage dertil tænkte jeg, at damen måske tog fejl af noget. Men da jeg kommer igennem til skranken og har betalt 500 kr for at sende en pakke, stor, beder hun om den korte fotokopi. Jeg var lige ved at brænde sammen. Ud igen, efter anvisningen og da jeg efter flere forsøg med at spørge efter fotokopi, giver jeg op. En gammel postmedarbejder går med mig, og viser mig ind på et apotek. Og det var så her. Så fik jeg sendt pakken. Nu er jeg bare vildt spændt på om den kommer frem.

Så kunne jeg slappe af og hilse på Cæsar  som kunne snakke engelsk. Skønt. Så viste jeg ham planen for dagen. Vi kørte derfor først til Pisac. Her er der et meget berømt indianermarked.

Og det var da et fint marked. Men der var ikke så meget, der var nyt mere. Der var mere rigtigt håndværk og meget mere i sølvsmykker. Men de ved også hvad de vil have. Jeg fik dog handlet en fornuftig pris på et vedhæng.

Derefter kørte vi op til Pisac ruinerne. Dem havde jeg faktisk overset. Men Cæsar fortalte om dem. Også en hurtig beslutning. Så parkerede han og jeg kunne gå rundt selv. Det var en god beslutning at gøre det. Det var så spændende og stort. Jeg kunne have brugt en hel dag, bare der. Det var et stort område, med en gammel og rimelig velbevaret landsby. Et af de få steder, hvor spanierne ikke ødelagde bygningerne eller byggede ovenpå.

Den mest betydningsfulde bygning betegnes Soltemplet, og ved at aflæse stenens skygger kunne man følge med i årets gang. Den store firkantede bygning ved siden af Soltemplet var Månetemplet. Foran bygningerne løber en lille kanal ned til et badekar, hvor man har foretaget rituelle afvaskninger.

Ud over at fungere som religiøst og administrativt centrum for denne del af dalen var Pisac også det fæstningsanlæg, der skulle hindre de fjendtlige stammer fra lavlandet i at trænge ind i Cusco-området.

Ved parkeringspladsen, så jeg kom tilbage fra min gåtur, kunne man se et byggeri i proces. Billederne siger vist alt.

Vi kørte gennem bjergene til Den Hellige dal. Der var en smuk udsigt over den. Cæsar forklarede om Inkaerne, navnene på stederne på quechua og om deres religion.

Herfra kørte vi til Salinas Maras. Det er saltminer. Det meget salte vand ( og Cæsar havde sagt, jeg skulle smage på det, og ja, det var MEGET salt) ledes gennem disse pools. Det så mærkeligt ud. Det var specielt at se, hvordan sådan en produktion kan være, uden brug af maskiner.

Ved de forretninger som så sælger salt og vand, ville jeg købe en vand. Jeg blev noget overrasket, altså positivt, så jeg så at kvinden i butikken  som alle kunne se begyndte at amme. Altså hende som ekspiderede.  Der var ikke nogen, der så skævt til dette. Men herhjemme... Ja, det er jo næsten forbudt.

Efter dette sagde jeg til Cæsar, at jeg synes vi skulle skippe den sidste del af min plan. Der var allerede gået mange timer. Cæsar kendte dog en vej, hvor vi så bare kunne se det ved et udsigtspunkt. Det sagde jeg så ja til. Cæsar satte musik på og kørte. Panfløjtemusik medens vi kørte midt i Andesbjergene. Det passede faktisk godt sammen. Jeg kunne nyde bjergene.

Så kiggede vi fra udsigtspunkter ud over Moray, som også er terrasser til dyrkning, som måske endda er fra pre-inkatiden. De har dyrket på denne måde, fordi forskellige afgrøder havde brug for vand og varme i forskellige doser.
Nogle siger, at der er en særlig energi nede i bunden og tror der har været nedslag af en meteorit.

Så skulle jeg kun det sidste stykke vej til Ollantaytambo. Da vi begyndte at kære kunne jeg se vejen. Og her gik det op for mig, at vejen ikke var den hurtigste. Snarere tværtimod. Men det var lige ind gennem bjergene. Så betagende smukt, nærmest magisk. Så ... tja næsten fortryllende. Jeg mangler andre ord for smuk, jeg kan bruge til at beskrive. Billederne jeg tager kan nemlig på ingen måde vise storheden.

Endelig ankommet til Ollantaytambo finder jeg Casa de wow. Sikke et mærkeligt sted. Men en skøn velkomst med varm tur og en snak i køkkenet.