Manu Nationalpark - ankomst og riverrafting
1. Dag Manu
Ophold på lækkert hotel med spa var godt. Massagen i går aftes skøn, men så gav de mig et wakeup call kl 4 i morges. Et opkald jeg ikke havde bestilt og da slet ikke kl. 4.
Det blev jeg faktisk sur over. Meningen med at betale for et godt hotel, var jo netop en god nats søvn, inden turen til Manu Nationalpark.
Kl. 7 blev jeg hentet på hotellet af Silver og Hannibal. Derefter hentede vi to hollændere. Flere skulle vi ikke være på turen.
Vi kørte i rigtig lang tid, med stop undervejs når Silver spottede dyr. Vi har set mange forskellige og flotte fugle. Nogle så andenediske ræve. Jeg kunne ikke se den.
Vi kørte igennem The Cloudy Forrest. Her er der åbenbart konstant tåge.
Så fik vi frokost, medens Silver forklarede hvad vi skal lave i de næste dage. De to hollændere skal være her i 4 dage og 3 nætter. Det betyder, at den sidste del af turen er det kun mig sammen med guiden.
Efter frokost kørte vi videre mod vores overnatnings sted. Igen hjorde vi stop, når guiderne så dyr. Vi har set et vildt marsvin, vilde kalkuner, cock of the rock og aber. Et træ fyldt med aber med deres unger. Vildt. Det er godt nok anderledes at se dem i deres naturlige omgivelser.
By the way - myrer i Danmark er ikke store!
Efter at vi havde set aberne, gik vi den sidste del af vejen til vores sted. Det var en smuk tur gennem regnskov. Og nu er det tid til, at parfume skiftes ud med insektspray. Og det lugter altså ikke af blomster.
2. Dag Manu
Vi skulle tidligt op. Spiste kl. 7.00. Og derefter ud at gå i et par timer. Det er så fantastisk smukt. Der er den skønneste duft. Og der er varmt, meget varmt. Savnede jeg lidt varme i Lima, så har jeg da fået ønskerne opfyldt, og lidt til. Der var også varmt de fleste dage i Cuzco, men det var en mere tør varme.
Planterne er så smukke. Af de ting jeg kan huske vi har set er vild ingefær, vilde orkideer, bananer, ananas, citroner og masser af andre smukke blomster, som jeg ikke kan huske navnene på.
Vi har gået forbi en del små vandfald og gået langs en flod.
Det er faktisk vildt så meget det larmer. Vandets brusen er der hele tiden, så er der cikaderne og masser af fugle og andre dyr, der larmer. Men det er jo en hyggelig larm.
Vi har ikke set så mange dyr i dag. Mest fugle, sommerfugle, kolibrier og andre smådyr.
Efter at have gået et par timer kom chaufføren og hentede os. Vi skulle køre et stykke. Der var pauser, når der var spændende fugle. Det er imponerende med farver. Desværre er de ofte for langt væk til at det kan fanges med kamera. Silver havde sagt, at jeg burde leje en kikkert. Og det er jeg vildt glad for. Når han peger høge, ørne eller gribbe er de ofte et stykke væk. Store imponerende fugle.
"The Dutch Guys" er 2 unge mænd på 26 år. De er faktisk ret fine. De er fjollede, men også sjove. Samtidig vil de også gerne snakke alvorligt. Vi har haft nogle fine snakke når vi spiser. Det er sjovt, med de forskellige verdener og perspektiver vi har. Dem fra Holland, guiden fra Peru (som også deltager i vores snakke) og mig fra Danmark.
Chaufføren kørte os til Pilcopacta, hvor vi skulle skifte tøj. Nu skulle vi riverrafte. Først blev jeg dog bedt om at underskrive et stykke papir., I det store hele skrev jeg under på, at det var på eget ansvar. Hvis jeg kom til skade eller døde, kunne de ikke holdes ansvarlige. Nå, det skulle der ikke tænkes så meget over. På med det tøj, der måtte blive vådt,
Også ned til floden. Hugo, instruktøren, forklarede os, hvordan vi skulle gøre, når han sagde forskellige kommandoer. Et øjeblik var jeg faktisk nervøs for, om jeg kunne leve op til det fysiske i denne aktivitet. Vi fik også en guidning i hvordan vi skulle gøre, hvis vi faldt af.
Også var det ellers af sted. Foden i stroppen, som er den måde man holder sig fast på. Også var det ellers et skift mellem at være afventende og drive med floden, medens Hugo styrede, og at ro hurtigt på kommandoer i ret vilde bølger. Vi var også instrueret i at "go Down ". Hvis bølgerne var for høje, skulle vi sætte os på en bestemt måde i bunden af båden, ellers sad vi jo oppe på siderne. Det måtte vi gøre 2 gange. Ellers gik det fint. Det var vildt og sjovt og fedt.
Vi havde en pause, hvor vi kunne bade i floden. The Dutch Guys hoppede fra en klippe. Det havde jeg ikke lyst til, så jeg svømmede bare en tur. Derefter videre.
Hugo forklarede, at i riverrafting er der 5 niveauer. Hvor 5 er det vildeste. Vi ville komme op på niveau 3. Og det var fint for en begynder som mig.
Det er faktisk ret hårdt, når der skal roes og man kan jo ikke bare stoppe. Og jeg er faktisk også pivstolt. Jeg klarede det fint. Og kunne se, at også The Dutch Guys synes det var hårdt og stoppede med at ro, selvom instruktionen var to, til han sagde stop ( og jeg roede som instrueret)
Vi blev også sejlet ind i et mindre vandfald og det var ret sjovt.
Så var den tur slut. Vi fik at vide, at det var nu, i denne by, vi skulle handle, for vi ville ikke få flere muligheder i de næste 4 dage. Så da sodavand og snacks var handlet gik turen videre ad floden Men i en træmotorbåd. Her fik vi vores frokost, som vi kunne spise medens vi nød turen på floden.
Så ankom vi til Erika Lodge. En fin hytte med meget simple værelser. Toiletter og bruser er i andre bygninger. Ingen internet, telefon og strøm er soldrevet. Så vi har fået at vide, at der er strøm til kl 21. Lige da vi ankom kaldte Silver. Omme bag ved bygningen var der tamarimer. Mælkedrikkende tamariner.
Efter en halv times pause, var der igen gåtur. Medbring en lygte og tag gummistøvler på. Der var varmt som en i helvede, sveden dryppede af mig, Også skulle jeg tage gummistøvler på. Men der var nok en grund til det. Det blæste op til storm og torden. Silver sagde, at hvis vi gik hurtigt og blev ved ham kunne vi stadig gå en tur og så på planter, træer og insekter. Jeg har aldrig før set så stort et træ. Så er det helt sikkert, hvor stor naturen er, i bogstaveligste forstand. Spændende og flot tur. Men også lidt hård, fordi vi skulle holde tempo pga vejret.
Herefter et bad, tiltrængt. Både fordi det er et par dage med sved uden bad, Og fordi mine fødder skulle vaskes ordentligt. De havde nemlig soppet. Vi skulle igennem et lille vandløb og der kunne jeg så konstatere, at der var hul i mine gummistøvler.
Bad, mad (med dertilhørende hyggesnak) og lidt hygge læsning. Silver truer med at vække os kl. 5, så vi kan se nogle særlige fugle. Hvis vejret er godt.
Kommentarer
Send en kommentar