Lima - første dag i Peru


Har sovet på Hostal Porte. Et lille b&b i Miraflores.
Hyggeligt og charmerende. Var tidligt vågen pga tidsforskellen.

Jeg havde booket en free walking tour i Lima. Det var en historiestuderende, der laver rundvisninger. Richard (efter Richard Geere) og hans bror Elvis har dette lille tour bureau. Og det var så god en rundvisning. Vi var 10 personer, som skulle have rundvisning på engelsk
.

 Richard har vist os rundt i det historiske Lima, medens han har fortalt om Limas historie. Om hvordan landet blev erobret, om terrorisme, racisme, regering, korruption og inflation.

Vi har set Santo Domingo kirken, som folk kommer langvejs for at se. Troende katolikker kommer for at besøge gravstederne fra 3 helgener. Sanita Rosa de Lima, som er beskytter for sygeplejersker og politi, San Martin de Porres, beskytter for personer med flere forskellige racebaggrunde og San Juan Masias. Det særlige var, at San Martin de Porres som figur er med mørk hud. Det er påvist, at han havde det og kan ses på meget gamle malerier også.
Vi så præsidentens palads og Richard havde sørget for at vi kunne se vagtskifte. Meget flotte vagter i flotte uniformer og med musik der passer til ( Og star wars musik). Det var meget imponerende hvor højt de kunne løfte deres ben under marchen og det så også noget komisk ud.

Han fortalte os om Francisco Pizarro,  der er erobrer af Inkariget og grundlægger af Lima. Han blev dræbt på Plaza de Armas i Lima af sønnen til Almagro,(som ofså er en spansk erobrer)som hævn for at Pizarro slog faderen ihjel. Pizarro ligger begravet i nabobygningen til præsidentpaladset.
       

Richard viste os de forskellige byggestile, hvad der var spansk og de få ting, som er levn fra Inkatiden og tidligere end det. Mange byggerier tidligere blev dog fjernet af spanierne. De skulle omvende alle.  Mange i Peru er katolikker. Men derver også noget frygt i ikke at være det. Richard kunne fortælle om familier, der på en måned skulle lære deres børn at slå korsets tegn og at kunne bønnerne, ellers ville de alle blive slået ihjel. Der er flere større bygninger, der har plaske bygge herrer. Og det var fordi, man ønskede ekspertise fra et andet land, men det skulle også være katolsk.

Det er vildt så meget politi, der er i byen og med våben meget synligt. Og flere kommer som om de er på vej i kamp. Med hjelme og skjold. Jeg troede flere gange, at der var optøjer eller andet. Men det er åbenbart bare sådan det er i Lima. De lokale så ikke ud som om det var noget særligt. Men med en by på 12 millioner indbyggere er det nok også lige lidt anderledes end på Djursland.

Der er mange gadesælgere. Alt muligt skrammel sælger de. Men også smykker og malerier. Mange laver portrætter.  Ikke så mange tiggere, som jeg havde troet. Men eftersom der værnes om turister, kunne det måske være, at de bliver fjernet. Det er dog tydeligt,  at der er en fattig underklasse i Lima. Og det er ikke hvide, der er fattige.

Efter den guidede tur var slut, var jeg inde og se San Francisco kirken. Limas kæmpemæssige katedral, hvis første sten så dagens lys i 1535. En stor katolsk kirke med et gammelt kloster ved siden af. Og med katakomber under kirken.
Jeg var lidt ambivalent i forhold til at det er en katolsk kirke og med vores viden om hvordan børn bliver misbrugt af katolske præster. Men også nysgerrig efter at se hvordan de katolske munke levede. Og det var svært ikke at være imponeret over kirken som bygning. Meget smuk.
Og klostret endnu mere smukt. Og det er vildt hvor meget der er håndudskåret i træ og pyntet med sølv eller bladguld. Klinker transporteret fra Spanien gående. Store malerier fra Rubens skole. Og masser af vægmalerier.

I klostret hænger der også maleriet "Den sidste nadver". Det oprindelige maleri som de fleste tænker på, er malet af Leonardo da Vinci. Dette er malet af Marcos Zapeta i 1753. Det er stadig Jesus med sine diciple.  Men de spiser stegt marsvin og drikker chika, som er en Inka øl. Og her fik vi så allesammen en opfordring til at smage marsvin, som oftest bliver serveret friturestegt. Jeg har sagt til mig selv, at jeg skal smage, hvis jeg får muligheden.

Det er den gamle fransiskaner orden, der bor i klostret. Tidligere boede der 300 munke under meget simple forhold. De boede mange på værelser sammen, og  foesøgte at efterligne Jesus lidelser ved bl.a. at piske sig selv på ryggen. Der er nu kun 47 munke tilbage,  som lever i en nyere del af klostret, som er bygget i dette årti. 

Derefter var der en rundvisning i katakomberne under klostret og kirken, som fungerede som Limas kirkegård frem til 1808. Vi blev vist rundt i de smalle gange, som stadig rummer tusindvis af knogler, og hører om datidens måde at begrave katolske familier og munke på. Der var grave for de vigtige og mindre vigtige. Åbne grave, som blev genbrugt. Katakomberne har fungeret som kirkegård i 300 år og der er omkring 25.000, der er blevet begravet der.
Da vi stod nede i de smalle gange, sagde guiden, at vi ikke skulle være nervøse for at det falder sammen pga kirkens vægt. De havde jeg slet ikke spekuleret på. Jeg var bare fascineret af alle de knogler arrangeret i fine geometriske mønstre.

Herefter skulle jeg lige forbi rejsebureau for at hente min billet til bussen mod Paracas i morgen. Jeg besluttede at tage bussen. Sikke en oplevelse at prøve offentlig transport i Lima. Jeg fandt den rigtige station og vej, og kom ind i bussen. Men efter jeg stod på væltede det ind med mennesker. Det var ret vildt hvor mange mennesker, der kan presses sammen. Vi kunne ikke falde. Og jeg kunne helt sikkert dufte til dem, der stod tæt på mig. Næsen kom i hvert fald på prøve. Og holdt på tasken, som Richard havde sagt. Tæt ind til brystet. Det kom bare helt af sig selv. Alt var presset helt sammen. Nogle holdt taskerne på hovedet, for at der var plads. Og jeg var glad for at pas og penge var forsvarligt gemt væk under tøjet. Nå, det gik og jeg kom af det rigtige sted. Tog en taxa det sidste stykke. Orkede ikke at finde anden bus eller gå.

Det sidste jeg lige ville nå at se i Lima var pyramiden Huaca Pucllana. Den ligger midt i Lima. Midt imellem gader og højhuse. Der var desværre lukket da jeg kom, så jeg kunne ikke gå rundt i ruinerne. Men jeg fik lov til at komme ind og kigge og tage billeder. Pyramiden er lavet af ler og soltørrede lersten. Den blev bygget af den indfødte civilisation kendt som Lima-kulturen og brugt som mødested for deres ceremonier og politiske aktiviteter.
Det var så mærkeligt, at se en pyramide midt i byen.

















Lige overfor pyramiden lå der et lille spisested, hvor jeg fandt aftensmad, inden jeg tog tilbage til mit værelse. Måske var aktivitetsniveauet lidt for højt og jeg havde måske også have brugt en dag mere i Lima. På den anden side er Lima så meget storby, at jeg tænker jeg vil nyde andre steder mere. Fortravlede folk, der ikke smiler ret meget. Det overraskede mig. Biler, masser af biler, der kører totalt vanvittigt. Hvis der er færdselslov, er den svær at gennemskue. For mig ligner det at alle kører som de vil, og de kommer frem ved at dytte. Det er så irriterende at høre på. Alle dytter. Meget og hele tiden. Bulede taxaer og biler alle vegne.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Andesbjergene - tur til Colca Canoyen

Ica - en lidt for spændende by

Rejsetanker om pragtfulde Peru